Fredag d. 20 Maj udkommer Toy Boy
– Lauras anden single
Toy Boy handler om at være ung kvinde og gerne ville have det hele på én gang – når det gælder kærlighed. Sangen er skrevet med en flabet tone og et glimt i øjet og kaster et kritisk blik på hvad kvinder mener der skal til for at være en ‘rigtig mand’. For er det overhovedet rimeligt at kræve, at en ung mand på en gang skal være en fremragende kok, personlig sikkerhedsvagt, følsom og tage én med ud på impulsive eventyrer til de lyse morgentimer? Laura uddyber:
”Jeg skrev sangen ud fra en situation, hvor jeg syntes min kæreste opførte sig umodent og barnligt. Efterfølgende fik jeg sindssyg dårlig samvittighed over alle mine forventninger og forestillinger om ham og vores relation; “Please protective. Hold the door. And show your feelings”.
En kliché
For ifølge Laura så har mange unge kvinder et fastfrosset billede af, hvordan kærligheden skal være. Og det lyder da også som en overromantisk film, når hun synger: ‘I wanna have someone who cooks me dinner late at night. Tattoos and Fun. Before the moonlight’. Ideen om en ‘rigtig’ mand er en utopisk romantiseret kliché, der sætter et stort pres på mænd og unge fyre.
”Det er en kliché, når man siger til sin hjerteknuste veninde ‘Du skal bare have en der er ældre. En rigtig mand, ikke en ung umoden fyr’. Det fik mig til at tænke på det kønsrolle pres, der også lægger på mænd og unge fyre ift., hvordan de skal opføre sig og være i et moderne heteroseksuelt forhold. Men jeg håber man mærker den humoristiske og selvironiske undertone: “If you were like a man. I think you’d understand. I think you’d understand”.
Sangen er opfølgeren til ‘A Beautiful Thing’ som udkom 29 oktober og har haft god airplay på P4. Den er skrevet af Laura Druzy selv og produceret af Peter Biker for Wild North Music.
24-årige Laura er drevet af at formidle og skrive om sine tanker og følelser. Hun drømmer om at andre kan spejle sig og at hendes musik kan skabe samhørighed og fællesskab.
Men i lang tid har drømmen blot været at tage det første skridt mod sine drømme – og det gør hun nu. De næste to singler er skrevet, mixet og ligger klar til udgivelse og hun er i gang med at øve op til flere spillejobs. Tag godt imod Laura Druzy.