En personlig fortælling om angst
Modet til at udleve sine drømme
Det kan mærkes dybt ind i hjertekuglen, når Phillip, på ærlig og vedrørende vis, synger om sine oplevelser med angst. Som tidligere soldat kender han alt til den naturlige og gavnlige effekt af angstreaktionerne: frys, flygt eller kæmp, men under overfladen lurer en helt anden irrationel angst, som har forhindret Phillip i at lave musik i store dele af hans liv. Og det er først inden for de seneste par år, at han har genfundet modet til at udleve hans store passion.
”Musikken var det eneste, der gjorde, at jeg nogenlunde kunne holde ud til at være i mig selv. Desværre har frygten for at blive afvist og ikke at slå til, været så overvældende, at det har taget mange år at komme til et sted, hvor jeg overhovedet tør håbe på, at jeg indeholder kvaliteter som sanger og sangskriver.”
Et samfundsproblem
Angst er blevet en af de mest udbredte mentale helbredsproblemer, og især unge lider under samfundsidealet om at skulle præstere. Phillip uddyber:
“Jeg tror ikke, der er noget nyt i, at vi måler og vejer os op mod noget andet, men vi lever i et moderne præstationssamfund. Vi sætter alt for høje forventninger til os selv, og der er blevet meget lidt plads til også at kunne fejle. Det pres er desværre blevet et vilkår, som vi bør italesætte.”
Inspiration for andre
Lidt Underligt er et forsøg på at sætte ord på angsten, som ellers kan være virkelig svær at snakke om. Derfor håber Phillip, at sangen kan inspirere andre til at tale om deres ængstelse.
Jeg håber, at nogle måske kan relatere til følelsen af angst gennem min nye single, og at det kan være en hjælp til at få talt om det. Jeg har efterhånden selv indset, at det kun er, når jeg tør sænke paraderne og deler ud af mine inderste følelser, at angsten fortager sig, hvorpå livet igen bliver meningsfyldt.
Om Phillip
Phillip Etienne er bosat i Randers. Han er tidligere oversergent i Forsvaret og han er uddannet lærer med linjefag i matematik, samfundsfag og religion.
Hans første single Tilløb var Ugens Hit Tip på P4. Lidt Underligt er skrevet af Phillip Etienne og produceret af Ocean Thomsen for Wild North Music.