Thomas Buttenschøn er ude med nyt album
Lyt til hele pladen her:
https://orcd.co/erdergodtvejr
”Er der godt vejr i himlen?” er Thomas Buttenschøns mest personlige album, til dato. På albummet guider Thomas os rundt i de forskellige facetter af et voksenliv som deletidsfar, nyforelsket voksen mand og det umådelige savn af sin afdøde mor.
“Jeg mistede min mor, da jeg var ni år gammel. Jeg har altid skrevet mange sange til hende. Det
fungerer som terapi for mig, og har aldrig været med afsæt i, at det var sange, der skulle høres af
andre end mig selv.
Jeg ved ikke hvorfor, jeg har det sådan. Jeg tror, det er fordi, jeg har været bange for at lægge mine
inderste følelser på den offentlige kødblok, og risikere at se dem blive skåret i småstykker.
Men jeg nægter at være bange. Jeg mener, hvad er det værste der kan ske? Min mor er jo allerede
død.
Jeg vil gerne lære mine børn, at selvom man mister noget, så er det vigtigt ikke at miste sig selv.
Følelser er subjektive, og man kan ikke gøre for, hvordan man har det. Savnet kan være ubærligt,
men det hjælper ikke, at man er bange. Det vigtigste er, at man bare er sig selv.”
Det er en noget mere reflekteret og tænksom Thomas Buttenschøn vi møder på “Er der godt vejr i himlen?”. Pladen er fuld af numre, som Thomas har skrevet til mennesker, han holder af. Mor. Kæreste. Børn. Der er drømme og frygt. Dybe følelser og sjove tankestrejf. Alt sammen pakket ind i finurlige popmelodier, og direkte tekster. Det er et klart og tydeligt album, som har været længe undervejs:
“Jeg har, siden jeg skrev mit seneste officielle dansksprogede album, for snart ti år siden, fået to
børn. Når man får børn, ændre man sit perspektiv. Jeg har aldrig tænkt, at mine mørkeste og dybeste
tanker, var noget som kunne være interessant for andre end mig selv. Jeg har altid følt mig alene i
mørket. Og da jeg for et par år siden blev skilt, var mørket ved at æde mig op.
Men der, midt i mørket, mødte jeg pludselig én, der lærte mig, at det var okay. Det startede med en
kop kaffe. Men kaffen smagte bedre end nogensinde før. Ligeså klichéfyldt som det kan lyde, så har
jeg fundet mig en muse. Hun hjælper mig med at huske. Hun hjælper mig med at glemme. Og nu
står jeg med et album i hånden, jeg aldrig kunne have skrevet uden hende. Det er sjovt som lyset
skinner, klarest når det er mørkt.”